På vej

Ja, så sidder vi her ved udsigtsposten ved Mcdonalds i Frankfurt.

Vi er nu på vej, og har ca. 3 timer der skal fordrives inden næste stræk til Newark.

Dagen startede med vækkeurets stædige ringen kl. 02.15. Langsomt opfattede vi hvad det var, og det blev slukket. Ikke længe efter gik det op for os at det var nu. Vi skulle afsted. Vi kom ud af sengen, fik pakket de sidste ting, og så blev vi ellers kørt til Lufthaven af Hans Jørgens forældre. Mange tak for det.

Vi ankom i lufthavenen omkring kl.4.00, og så var det ellers tid til at tjekke ind.

Her kom så mit første hysteriske anfald. Incheckning er nu noget selvbetjeningshalløj, og det virkede altså ikke lige som det skulle. Vi kunne kun få checket én ind, og det var jo ligesom ikke nok. Endelig lykkes det 3. gang. Det der normalt tager 5 min. med en venlig betjening ved skranken, blev nu afløst af 20 min. foran en pc, og med stødt stigende temperament og frustration. Gudskelov var vi i god tid, så vi udgik da panikken oveni.

 

Med vores boarding passes, så er det tid til at aflevere bagagen. Det gik heldigvis realátiv hurtigt, netop på grund af selvbetjeningen tidligere, men vi har nu stadig ikke fundet fidussen, da der også endte med at være kø og assistance der. Men pakkenillikerne blev afleveret, og tænk, vi var begge under det tilladte. Flot Jannie.

Rejsen til Frankfurt gik planmæssigt, men så fik det også en ende. Vi kommer i god til til flyeet, for endnu engang at checket ind, og begynder ret kort efter at boarde. Vi fløj med en Boeing 777 fra Continental Áirlines. Et rigtig stort fly, men dog ikke det største jeg har fløjet med.  Til gengæld var det rigtig flot. Hold da op første klasse var fed. Sædderne lignede sådan nogle æggeskaller, og sæderne kunne ligges helt ned. der var 3 retters menu, og alt mulig andet luksus. Alt dette kunne vi se fra vores plads på economy.

Dette var dog bestemt heller ikke dårlige pladser. jeg var vildt imponeret over tv'erne i sædet, så der var 200 film, en masse serier, spil og musik at vælge imellem. Det var sejt, så vi sad jo og legede med teknikken indtil det var tid til at lette. Dette viste sig dog at tage tid, da der var en passager der ikke kom med flyet, og derfor ventede vi på at bagagen kunne fjernes. Vi kom dog afsted med noget forsinkelse. Dette viste sig så at være temaet for resten af dagen.

Vi ankom til Newark ca. 40 min. for sent. Derfor havde vi travlt for at nå vores næste fly, som afgik mindre end en time senere. Og vi skulle jo først igennem paskontrol, have vores bagagge, og aflevere den igen. Hen til en ny terminal og så fremdeles. Det gik lidt stærkt, måske for stærkt, fordi da Hans Jørgen blev spurgt kunne han pludselig ikke huske hvilken relation jeg havde til ham.

Toldmand: "who is she? Your wife?"

HJ: "no, not my wife, but my, øhhhh"

Toldmand: "Your almost wife?"

HJ: "o my øhhh"

ha ha det var så sjovt, i hvert fald for toldmanden og jeg. Så jeg Jannie er Hans Jørgens øhhh.

Nå nok om det, det er nok sjovere når man ser panikken i hans øjne imens.

Det viste sig at vores forbindelsesfly også var forsinket, endda med 3 timer, så nu kan vi tage den lidt med ro igen. Vi finder vores Gate, og tjekker lige det hele er som det skal være. Herefter beslutter vi os at bruge vores Priority Pass, og gå i The Presidental Club.

Her sidder vi så nu og nyder den relative stilhed, og de bløde lædersæder mens vi benytter de gratis snacks.

Turen fra Newark til Miami husker jeg ikke særlig meget fra, da jeg sov det meste af turen. Med vores forsinkelse på 3 timer samt lidt ekstra tid til boarding, så var kl. nu 19.15 lokaltid da vi lettede. Det vil sige at vi havde været oppe i 23 timer på daværende tidspunkt. Ikke noget at sige til øjenlågene blev tunge.

Da vi kom til indflyvningen 2½ time senere,kommer jeg ligesom til mig selv igen, og hold da op et syn der ventede. Under os ligger Miami, og det er simpelthen et lysshow uden lige. Jeg kan godt huske at USA var stort, men at det var så vildt kom bag på mig igen. Der er lysprikker så langt øjet rækker, kun afbrudt af mørke pletter hvor vandet er.Det er nærmest som om man svæver over en kæmpe printplade.

Vel nede på jorden finder vi vores baggage, og hopper i en taxa mod Days Inn. Det vil være en overdrivelse at sige det er pænt, men værelserne er okay, og vi ville kunne sove hvor som helst. Der går heller ikke lang tid før vi sover sødt, og drømmer om næste dag.