Dag 12: Dødens gab

Så kom dagen til endnu en forudbestilt oplevelse. Denne gang er turen kommet til Hans Jørgens fødselsdagsgave, Sharks Deep Dive i Seaworld. Vi skal simpelthen dykke med hajer.

Igen idag er det super varmt og fugtig luft, så bare vi går en lille smule stærkere end en snegl, så er vi spejlblanke af en tynd lille film af sved. Vi slentre derfor langsomt rundt i parken, og ser lidt og går så i skyggen. På vores vej er der selvfølgelig masser af havdyr, deriblandt de meget larmende sæler og søløver, som iøvrigt bøvsede højlydt.

Vi går videe og kigger på alle forlystelserne, og efter lidt overtalelse bliver enige om at prøve rutchebanen Kranken. Den er lidt vild at se på, så jeg er ikke meget for det. Jeg går dog med op, og ventetiden er kun 10 min., hvilket er overraskende lavt. Da turen kommer til os er jeg blevet noget nervøs, og vil allerhelst slippe. På den anden side er det jo også træls for Hans Jørgen at skulle afsted selv. Afgørelsen falder dog idet vores vogn kommer ind på stationen. Der sidder en pige og voldbrækker sig ud over hele vognen. Lidt lige som vores lille niece. Så skal jeg ikke med.  Vi venter på de gør rent, men det tager lidt tid, så vi går videre. Vi beslutter istedet for at gå lidt mere rundt, få lidt frokost, og så ellers afsted hen mod hajerne.

Henne ved mødestedet bliver vi modtaget og ført om bagved til omklædning. Vi skal have en våddragt på. Sikke dog en kamp. Hans Jørgens skuldre gør voldsomt ondt, og jeg hiver og slider så meget at jeg giver mig selv en flækket læbe. Hånden smutter simpelthen og ryger lige op i munden. Hmm jeg siger til damen at jeg bare siger HJ har slået mig. 

Endelig ikæmpet vores våddragter bliver vi informeret om hvilke fisk og hajer der er, og så bliver vi ellers ført ud i 38 C varme og kørt i golfvogn hen til hajbassinet. Her bliver jeg godt nok lidt nervøs for vandets temperatur, for det er afskyeligt varmt udenfor i en sort neoprendragt. Vi bliver dog først tempereret i en lille pool, og det er ikke så slemt. Så bliver vi instrueret i hjelmen, og så er det ved at være tid.

Ned på knæ, ind i buret, og så er der kun os to og en masse hajer. Til dem der eventuelt er nervøse for arme og ben, kan vi sige at toppen var af plexiglas, og bunden var et ganske almindeligt stålbur. Altså helt og aldeles sikkert. Vi har også begge alle tæer og fingre.

Det er en helt fantastisk oplevelse. Udover iltflowet i hjelmen, så er der totalt ro. Der er sindsygt så beroligende det er, og vildt spændende. Dyrene er vild nysgerrige, så de er helt oppe i ansigtet på os. Awsome.

Da der er gået lidt tid, opdager vi også publikumstunnelen under os. Folk de kigger og vinker, så vinker lige tilbage. Desværre er der for mørkt til at detager fotos af os, men da vi senere selv var i tunnelen, så tog vi da selv nogle.

Udover hajer er der i samme bygning også et akvarie med masser af andre fisk. Der er de giftige, de store og barske, de farvestrålende, og de stille og rolige.

Efter hajdykket der gik alt for stærkt, så ser vi show med Shamu, spækhuggeren. Jeg syntes godt nok det var noget tamt siden sidst, måske det skyldes dødsfaldet der var i parken for nylig.  Den springer dog stadig lidt rundt uden sammenspillet med trænerne i vandet. Der er også stadig en Soak-zone, vor der er stor sandsynlighed for at blive våd, hvis man sidder

En af de nye tinge der er kommet i Sea World siden jeg sidst var der, det er en arktisk udstillig. For at komme ind og se de arktiske dyr, er der en simuleret helikopter ekspedition. Det var sjovt, og det fik da skrigende frem på rækkerne bag os. Vel ude af simulatoren, kommer vi ud til de kolde dyr. Der er belugahvaler, en isbjørn, hvalros, og pingviner. Generelt var alle dyr faktisk luddovne, og ikke spor interesseret i at vise sig frem for os.

Ude i den stegende hede går vi atter rundt og kigger på dyr, og her finder vi så de søkøer vi gerne ville have dykket med i Crystal River.

Da vi ikke  brugte en del tid på at dykke, og holde skyggen, så blev det desværre ikke til sårlig mange show. Faktisk kun det med Shamu, men det ser vi så også igen senre, da der er et aftenshow der er lidt mere rocket. Det er meget bedre, og lidt mere det som jeg erindre. 

Lige efter showet, så er det tid til fyrværkeri.  Vi går hen til det næste stadion, hvor der er nogle små dygtige kineserpiger der underholder med deres talent i en hulahop-ring og sådan nogle trisse-tingester.

Efter pigerne er det tid til fyrværkeriet. Vi er lidt bekymret for om vi er blevet for godt forvænt, men det er faktisk også rigtig godt. Således er vi nu ved dags ende på endnu en fantastisk dag, og vi har nu nået meget af det vi ville.

I morgen stå den sandsynligvis på lejlighed igen, men der er tilsyneladende lidt kludder med de to danske kontakter vi har. De er ikke alt for reaktive, så måske vi bare klare det uden, og så med lidt hjælp fra The Ellingtons. Det må vi se, de skal i hvert fald oppe sig.