En overdådig buffet starter dagen, og vi får fyldt vores maver godt til en køretur ud til The Everglades. Planen er at køre til et indianerreservat hvor vi skal sejle i airboats, og herefter videre mod Everglade City og Golfkysten. Inden da skal vi lige have provianteret samt fodret de 224 sultne heste som transporterer os rundt.
Herefter går turen til Turistinformationen ved indgangen til nationalparken. Her spørger vi til placering af reservatet, og om der evt. er andet vi bør se. Vi bliver anbefalet 3 stier som er rigtig gode.
Det er Anihinga, Pay-ho-key og Mahogany Hammock. Vi starter med Anihinga og Gumbo Limbo som er placert samme sted. Anihinga er en sti der føre os igennem det mest typiske landskab i sumpen, og som har et rigt dyreliv. Vi ser da også både fugle, sommerfugle, en skildpadde og ja efter noget tid fandt vi endelig også nogel Alligatorer.
Ej hvor var de store, og tæt på. Jeg tror jeg ville have skreget hvis de havde bevæget sig under mit fotoøjeblik. de undgik jeg dog heldigvis, da de var noget så dovne. Men det var nu også meget varmt. Solen var fremme, så der var 37 C.
Efter den tur tager vi Gumbo Limbo, som viser mange af de typiske træer. denne syntes jeg ikke er noget særlig, men der er da skygge, og så ellers en masse firben samt nogle myg.
Da vi kommer ud kører vi videre ind i sumpen til Pay-ho-key som er et udsigtsted der giver et overblik over hele sumpen. Hold da op det er stort. det er svært at beskrive eller vise, men der er bare græs så langt øjet rækker, og det står altså i en 30-40 cm vand.
Overvældet kører vi ned mod Mahogany Hammock, som er den sidste sti vi vil se. Det er en ø af mahognitræer midt i det hele. Vi laver os dog lige en sandwich inden vi går ind, da buffeten efterhånden er fordøjet.
Dagen er nu så fremskredet at det er tid til at tænke på overnatning. Hans Jørgen mener vi skal kører mod reservatet og sove der, men jeg mener både at have hørt og læst at man ikke kan sove i parken med mindre man campere. Jeg har endda en brochure der bakker mig op. derfor beslutter vi eller måske mest jeg, at vi skal kører op mod reservatet men så lige inden vi skal dreje af så finde et hotel.
Vi kører mod nord og beslutter os for at finde et lille motel på vejen. Desværre viser det sig at være lidt sværere end påtænkt da vi når frem. Ja vi må derfor køre ind mod Miami. Vi vælger et hotel, men da vi når frem er det da alt for stort. Vi ville jo prøve et motel. Vi vender derfor om og prøver et andet.
Som en anden guldlok historie, så syntes vi godt nok at det motel det er for bette. Det er de 5 næste også. Hmmm what to do, så kommer vi forbi et der ser anstændigt ud. Det er rimlig pænt og har en okay størrelse. Vi bremser slæden, vender den, og kører ellers hen mod motellet.
Nabolaget det ser lidt skummelt ud, men der er garage ved hver værelse, så det skal nok gå. Vi går ind for at få et værelse. Hun sidder bag en glasplade, men det er nok for sikkerhedens skyld. Vi beder om et værelse og hun spørger hvad vi ønsker, 1 eller 2 senge, og hvor mange personer. Jeg siger 1 seng 2 personer. Dernæst spørger hun gudhjælpemig hvor mange timer vi ønsker værelset. Helt paf bliver jeg, men siger at vi da gerne vi have det til næste dag. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, de lejer kun ud på timebasis. Storgrinende går vi ud i bilen igen, og må lave en nu plan.
Det korte af det lange er at vi havner tilbage hvor ferien startede på Days Inn - Miami International airport. Her har vi lige fået en pizza fra Pizza Hut, og jeg sidder og blogger mens Hans Jørgen sover. Ikke i det ressort, der efter sigende alligevel ligger i reservatet nej, men på værelse 226, som er det værelse vi forlod for 2 dage siden. Så nu sidder jeg så her med dårlig samvittighed. Måske jeg også bare skulle gå i seng så jeg er klar til indianere i morgen.
