Så går turen videre mod Georgia efter en nats søvn på psyko-hotellet. Vi pakker bilen, og tager så afsted. Vi kører ind mod Savannah, hvor vi overvejer om vi skal tage på sightseeing først, men vi har jo min. 5 timers kørsel foran os, så vi vælger bare at fortsætte.
Det første stop på vores tur er morgenmaden. Vi skal have fundet et sted vi kan få noget at spise. Tilsyneladende så spiser de dog ikke i området, for vi kommer til at køre rigtig langt før der er noget i området omkring motorvejen. Endelig finder vi dog et Waffelhouse tæt på en afkørsel, og den vælger vi å. Vaffler og æg. Uhmm.
Efter endeligt at have fået noget at spise, så fortsætte vi den lange tur. Det er jo rejsens længste. Heller ikke i dag er vi forskånet for regnvejr. Så igen i dag forsøger vi at fange nogle lyn med kameraet. Det bliver så til 93 fotos i denne omgang.
Regnen kombineret med vejarbejde giver en kø, så heller ikke i dag er vi forskånet for dette fænomen, da to vejbaner begrænses til en. Vi blev i vores bane, da det var yderbanen der skulle flette ind. Vi opdagede dog hurtigt at der var rigtig mange der snød ved at køre frem og så blive lukket ind. Til sidst var det faktisk så slemt at den bagvedkørende lastbil trak ud, og herved spærrede yderbanen, da bilen bagved holdte afstand så han kunne trække ind igen. Det var ret effektivt.
Vi fortsætter vores tur som efter køen går pænt fremad mod Atlanta. Min vi køre jo også mindst 50 mph, for det skal vi jo. Det er lidt sjovt at de på deres skilte har både øvre og nedre hastighedsgrænse, men det er jo tilsyneladende nødvendigt.
Da vi nå Georgia, så kan vi se at skiltene fra vejsælgerne skifter fra Oranges til Peaches. Selvfølgelig skal vi da ind og have et par ferskner i ferskenstaten. Vi stopper ved en tilfældig sælger, for lige at se hvad det koster. Det var godt nok noget af en hillbilly. En kæmpe bonderøv med kun få tænder, der snakker så sydstatspræget og bondsk, at vi ikke kan forstå ham. Derfor lykkedes det os ikke at kommunikere at vi blot vil have 4 æbler, men ender med at få en lille kurv med nok 2-3 kg kæmpe ferskner. Inden da havde vi dog smagt dem, og de var helt vild gode, så det var de 5 $ værd som de kostede.
Dette var sidste stop inden vi når Spearfield Tr i Roswell. Der går nemlig ikke længe så rammer vi igen en kø, og så går det ellers langsomt mod nord. Efter noget tid kan vi dog begynde at ane byen, og så begynder det at krible i maven. Især da vi nærmer os de kendte varetegn, The King and The Queen. Efter at have imponeret Hans Jørgen med en 7 sporet motorvej, så er vi efterhånden ganske tæt på. Vi kommer til nabolaget, og her må jeg desværre erkende at jeg efter 9 år ikke helt kan huske vejen, men vi kommer da frem til huset hvor The Ellingtons bor.
Da slæden er parkeret, så er dilemmaet hvilken dør vi skal bruge. Skal vi tage hoveddøren, eller bare gå ind gennem garagen, den dør jeg altid brugte. Vi kan høre der er liv fra poolen og terassen, så vi vælger at gå den vej. Ej hvor underligt. to store drenge spiller bold i poolen. Det er Brice og en ven. Det er vildt mærkelig, jeg kender ham jo slet ikke mere, det kunne lige så vel have været en helt anden.
Efter lidt tid kommer Carolyn, og her er alt som det plejer. Vi snakker og pjatter, og ja det er i det hele taget som om jeg ikke har været væk særlig længe. Da Gary og Garrett kommer, så er det igen gensynsglæde og undren. Helt ærlig, hvor er det vildt så meget man mister af information. Det er jo en helt ny Garrett også.
Nå, vi giver dem vores gaver. Chokoladen og termokanden vækker stor begejstring, men musikken er ikke helt deres stil. Men nu ar de noget dansk musik som er os. Lad os udbrede D:A:D, Dizzy Mizz Lizzy og Volbeat i USA.
