Endelig går turen til USA


Efter flere år at have talt om at vi skulle til USA, så er det endelig blevet bestemt. I år skulle det være. Turen går til Florida og Georgia. En rundtur hvor vi ser Florida og afslutter med et besøg hos The Ellingtons i Atlanta, Georgia.

Denne blog er tænkt som en opsamling både under planlægningen, men også som dagbog under selve turen.

tirsdag den 31. august 2010

Dag 16: Cocoa Beach-Savannah: Godt at Greenpeace ikke var her.

St. Augustine er den ældste europæiske by i USA. Den er grundlagt af Spanien som et forsvar mod de spanske kolonier. Sidenhen er der også kommet britisk indflydelse. Med sine 450 år er det dog stadig ingenting i forhold til eksempelvis Ribeds 1300 år. I Amerikansk forstand er det dog noget af en historie.


Da vi kom lidt sent ud af fjerne, så kunne vi godt se, at vi ikke kunne nå til stranden og tilbage igen, før vi skulle checke ud af hotellet, så vi besluttede os for sightseeing i denne historiske by. Vi havde dog ingen idé om hvad vi ville se, så for at få set noget, og komme videre til Savannah, så besluttede vi os for at tage en trolley tur rundt. Så fik vi da set det det skulle ses.




Vi kørte rundt og så forskellige ting, bl.a. kom vi til en lang handelsgade. Her var selvfølgelig butikker, museer, og landets ældste skole.

 
 

Efter en hyggelig gåtur op og ned ad gaden, så hopper vi på vores trolley igen. Vi køre forbi en masse historiske steder, men det der imponerede os mest var Flagler College. 

  

Det var oprindeligt bygget som et hotel, og Thomas Edisson, opfinderen af glødepæren, han havde lavet alt elektricitet der. Det viste sig at gæsterne var så bange for dette nye fænomen, at der på hotellet dengang var ansat personale til at tænde og slukke for lyset.  Ha ha helt vild sjov at tænke på.

Efter at have været rigtig historiske, så skifter vi trolleyen ud med slæden. Vi har endnu engang en længere køretur foran os, for at nå til Savannah. Da vi jo stadig ikke har været ved stranden, så satser vi på Tybee Island lige udenfor Savannah. 

Igen ankommer vi sidst på eftermiddagen, på en ø der bare ligner Rømø på en kold efterårsdag. Øde og forladt. Her var det bare ikke koldt. 

Vi forsøger at finde et hotel, men de er alle sammen optaget. Vi undre os meget, for der er vitterligt intet. Der er ikke overvældende med folk, hotellerne er ikke udpræget luksus, men der er vand og sand. 

Efter lang tids jagt lykkedes det os at finde et hotel med ledige pladser. Vi bliver dog noget overvældet over prisen. Det er et af turens dyreste, men bestemt ikke det bedste.Det ligner nærmest det fra Psyko, og vi forventer nærmest en eller anden tosse kommer og siger: "Here comes Johnny"

Der er ikke engang internet eller morgenmad med i prisen, men da det er det eneste alternativ mod Savannah city, så vælger vi det dog alligevel. Vi går op på værelset og skifter til badetøj.

Ned på stranden vi tager, og ud i vandet. Det blæser lidt, og der er advarsel om understrøm, men hey, vi er vel vestjyder, så ud i vandet vi går. Hold da op det er lige så varm som jeg husker. Det er simpelthen tæt på badevandstemperatur, hvilket kommer noget bag på Hans Jørgen. 

Vi kan godt mærke der er meget understrøm, så det kombineret med høje bølger gør at vi ikke vil ret langt ud. Så vi er ca. i vand til midt på lårene. Der kommer hele tiden masser af bølger, og det er rigtig skæg at boltre sig i dem. På et tidspunkt bliver jeg dog noget overrumplet, og jeg mister fodfæstet mellem 2 bølger.

Jeg forsøger således at kæmpe mig om, men må hurtigt indse, at det eneste jeg kan gøre er at følge bølgerne, og lige få luft i stedet for at kæmpe. 2-3-4 bølger, så ligger jeg knap så yndefuld med røven i vejret og badedrageten noget trukket op bagi. Barmen er tæt på at falde ovenbords, og jeg sprutter som en gal pga. den grimme saltvandssmag. Gudskelov at Greenpeace ikke var i nærheden, for så var det da blevet til en hel Red Willy situation.

Med mig anstændig og vel på benene er det dog ud i vandet igen mens vi griner godt og grundig af episoden. Vi er nu i den aparte situation at vi står i varmt havvand, bølgerne bruser omkring os, og så kan vi nyde solnedgangen fra vandet over landet. Det er da noget omvendt må vi sige. 

Da solen hænger lavt stiger vi op fra badet og går tilbage til vores Psyko-hotel. Vi skyller os, klæder om, og tager således ud at spise. Igen må vi undres, for end ikke kl. 21 fredag aften er der gang i den, og der er reelt set kun 2-3 steder at spise på øen, altså hvad vi kan se. Nok ikke et sted vi vælger igen en anden gang, men vi fik badet, og heldigvis uden kamera.