Dag 16: Cocoa Beach-Savannah: Godt at Greenpeace ikke var her.

St. Augustine er den ældste europæiske by i USA. Den er grundlagt af Spanien som et forsvar mod de spanske kolonier. Sidenhen er der også kommet britisk indflydelse. Med sine 450 år er det dog stadig ingenting i forhold til eksempelvis Ribeds 1300 år. I Amerikansk forstand er det dog noget af en historie.

Da vi kom lidt sent ud af fjerne, så kunne vi godt se, at vi ikke kunne nå til stranden og tilbage igen, før vi skulle checke ud af hotellet, så vi besluttede os for sightseeing i denne historiske by. Vi havde dog ingen idé om hvad vi ville se, så for at få set noget, og komme videre til Savannah, så besluttede vi os for at tage en trolley tur rundt. Så fik vi da set det det skulle ses.

Vi kørte rundt og så forskellige ting, bl.a. kom vi til en lang handelsgade. Her var selvfølgelig butikker, museer, og landets ældste skole.

 

 

Efter en hyggelig gåtur op og ned ad gaden, så hopper vi på vores trolley igen. Vi køre forbi en masse historiske steder, men det der imponerede os mest var Flagler College. 

  

Det var oprindeligt bygget som et hotel, og Thomas Edisson, opfinderen af glødepæren, han havde lavet alt elektricitet der. Det viste sig at gæsterne var så bange for dette nye fænomen, at der på hotellet dengang var ansat personale til at tænde og slukke for lyset.  Ha ha helt vild sjov at tænke på.

Efter at have været rigtig historiske, så skifter vi trolleyen ud med slæden. Vi har endnu engang en længere køretur foran os, for at nå til Savannah. Da vi jo stadig ikke har været ved stranden, så satser vi på Tybee Island lige udenfor Savannah. 

Igen ankommer vi sidst på eftermiddagen, på en ø der bare ligner Rømø på en kold efterårsdag. Øde og forladt. Her var det bare ikke koldt. 

Vi forsøger at finde et hotel, men de er alle sammen optaget. Vi undre os meget, for der er vitterligt intet. Der er ikke overvældende med folk, hotellerne er ikke udpræget luksus, men der er vand og sand. 

Efter lang tids jagt lykkedes det os at finde et hotel med ledige pladser. Vi bliver dog noget overvældet over prisen. Det er et af turens dyreste, men bestemt ikke det bedste.Det ligner nærmest det fra Psyko, og vi forventer nærmest en eller anden tosse kommer og siger: "Here comes Johnny"

Der er ikke engang internet eller morgenmad med i prisen, men da det er det eneste alternativ mod Savannah city, så vælger vi det dog alligevel. Vi går op på værelset og skifter til badetøj.

Ned på stranden vi tager, og ud i vandet. Det blæser lidt, og der er advarsel om understrøm, men hey, vi er vel vestjyder, så ud i vandet vi går. Hold da op det er lige så varm som jeg husker. Det er simpelthen tæt på badevandstemperatur, hvilket kommer noget bag på Hans Jørgen. 

Vi kan godt mærke der er meget understrøm, så det kombineret med høje bølger gør at vi ikke vil ret langt ud. Så vi er ca. i vand til midt på lårene. Der kommer hele tiden masser af bølger, og det er rigtig skæg at boltre sig i dem. På et tidspunkt bliver jeg dog noget overrumplet, og jeg mister fodfæstet mellem 2 bølger.

Jeg forsøger således at kæmpe mig om, men må hurtigt indse, at det eneste jeg kan gøre er at følge bølgerne, og lige få luft i stedet for at kæmpe. 2-3-4 bølger, så ligger jeg knap så yndefuld med røven i vejret og badedrageten noget trukket op bagi. Barmen er tæt på at falde ovenbords, og jeg sprutter som en gal pga. den grimme saltvandssmag. Gudskelov at Greenpeace ikke var i nærheden, for så var det da blevet til en hel Red Willy situation.

Med mig anstændig og vel på benene er det dog ud i vandet igen mens vi griner godt og grundig af episoden. Vi er nu i den aparte situation at vi står i varmt havvand, bølgerne bruser omkring os, og så kan vi nyde solnedgangen fra vandet over landet. Det er da noget omvendt må vi sige. 

Da solen hænger lavt stiger vi op fra badet og går tilbage til vores Psyko-hotel. Vi skyller os, klæder om, og tager således ud at spise. Igen må vi undres, for end ikke kl. 21 fredag aften er der gang i den, og der er reelt set kun 2-3 steder at spise på øen, altså hvad vi kan se. Nok ikke et sted vi vælger igen en anden gang, men vi fik badet, og heldigvis uden kamera.

Dag 15: Cocoa - Orlando - St. Augustine. On the road again.

Ja da var jo en aftale i Orlando der skulle overholdes, derfor er vi nødt til at forlade Cocoa Beach uden at have været på stranden. Vi starter dog med at ringe til banken angående den check der skal vedlægges vore 2 tilbud. Det viser sig at banken ikke kan udstede checks uden at have en specifik modtager. Derfor skal vi have fat i Michael, vores mægler, for at se om det er muligt at gøre noget andet.

Vi sidder derfor fast på værelset og venter på at han ringer tilbage. Tiden går, og vi bliver mere og mere presset. Vi begynder at pakke mens vi venter, en henter morgenmad osv. Vi kan se vi ikke når til Orlando i tide, så vi forsøger også at kontakte vores danske mægler, dog uden held.

Endelig ringer Michael. Han og hans forretningspartner har besluttet at de udsteder den check vi mangler, da det jo kun er formalier, og ikke en der ren faktisk skal eller kan indløses. Med dette på plads, så sætter vi retningen mod Orlando igen. Ganske som beregnet nåede vi desværre ikke vores aftale, og især jeg har det rigtig dårlig med det. På den anden side har vi jo aldrig mødt manden, vi har budt på to lejligheder, og vi har forsøgt at kontakte ham, så der er ikke andet at gøre end at glemme skyldsfølelsen, og finde på noget andet.

Vi beslutter os for at kører ud og shoppe noget mere, så vi kører hen i et andet outlet mall. Her støder vi godt nok ind i noget af et luksusproblem, for der er ingenting de har der som vi vil have, som vi ikke allerede har købt. Hm underlig fornemmelse.

Vi beslutter os for at køre ud at spise, inden dmet er tid til at få skrevet de to aftaler under. Det bliver endnu engang til burgers, denne gang på Steak n' shake.

Da vi har spist kører vi for sidste gang i denne omgang mod Lake Buena Vista Resort Village and Spa. Vi mødes med Michael, og gennemgår kontrakterne slavisk for punkt til punkt. Da vi endelig er færdig føler vi os  godt tilpas og sikre, så vi skriver under på to bud. En 2-2 på 11 sal med udsigt over piratpoolen, og en 3-2 med udsigt over den lille pool. Flere timer er nu gået, og vi sætter nu kursen mod stranden i St. Augustine, for vi vil bade.

Det viser sig at være lettere sagt end gjort, da vi for første gang på hele turen kommer til at holde i seriøs kø. Det tager bare rigtig meget tid, og så bliver det jo ikke bedre af at det begynder at styrte ned, lige som trafikken begynder at løsne lidt. Vi opdager at tiden kan bruges til en nu sport. Forsøg at fang et af de mange fantastiske lyn med kameraret. Efter utallige forsøg har vi tossemange billeder som dem herunder. 217 faktisk, men intet med et lyn, men tiden gik da mens vi kørte derudaf.

  

Efter lang tids køren, så når vi til St. Augustine. Her vil vi forsøge at finde et hotelværelse for 2 nætter på stranden, da vi jo er kommet sent den aften, og derfor gerne vil bade dagen efter. Vi tager hen til et af hotellerne fra kuponhæftet, men det tilbud er desværre udløbet. Desuden er det torsdag og fredag vi vil have, så det et dyrere. Vi følere os snydt, og forsøger derfor at finde noget andet. Det er trods alt en total død ø, så det burde da være muligt at finde noget. 

Det vil sige at det troede vi, for det var det bestemt ikke. Vi beslutter os for at tage tilbage til fastlandet. Her finder vi et værelse, og vi beslutter os for vi kun vil bruge en nat, for så kan vi tage til Savannah dagen efter i stedet.

Vi checker ind på værelset, og skal selvfølgelig lige lade vandet, inden vi går ned fællesstuen ifor at varme vores restpizza. På toiletter får vi os en vældig fin overraskelse i form af en grisevarmer. Om formålet er at varme rummet om vinteren, eller om det er meningen den skal fungere lidt som sauna, det finder vi aldrig rigtig ud af, men spøjst er det. Og varmt selvfølgelig.

Dag 14:Orlando - Cocoa Beach: Panik. What’s wrong?

Dagen i dag var planlagt til at skulle bruges med en dansk ejendomsmægler og kiggen på lejligheder. Han ville komme og hente os på hotellet kl. 9, så vi havde sat vækkeuret til kl.7 således vi kunne nå at blive klar, samt få noget at spise.

Jeg vågner lidt over 6, da noget af alt den væske vi drikker, vil ud. Da jeg er tilbage i min seng, kan jeg ikke rigtig falde til ro. Jeg føler der er et eller andet galt. Jeg kan ikke finde ud af hvad, så jeg prøver lige at få det sidste søvn. Jeg kan dog ikke ryste følelsen af mig, men det er sikkert vækkeuret vi ikke har fået sat til. Jeg ligger derfor bare og hviler. Kl. bliver 7, og et par minutter over. Der var det. Vækkeuret ringede ikke. Jeg vækker Hans Jørgen og siger, vi skal op, kl. er 3 minutter over 7 og vækkeruret ringede ikke. Selvfølgelig ikke, den er først sat til 7.10, er den søvndrukne besked jeg får.

Jeg kan dog stadig ikke helt ryste fornemmelsen af mig, og siger det også. Han ryster på hovedet af mig og siger jeg er tosset.

Af en eller anden årsag, så beslutter jeg mig for at gennemgå vores bookingmappe, for at se om der er noget galt med vores resterende bookinger. Der var det. Det er jo ikke den 29. Hans Jørgen skulle køre Nascar, men d. 28. Altså om 2½ time fra nu af.

Her går jeg så i momentant panik. Jeg ringer til vores danske agent vi skulle have været ud med, for at få rykket vores aftale til om eftermiddagen. Der er han desværre optaget, så det bliver rykket til den efterfølgende formiddag samme tid.

Dette giver os et nyt problem. Vi har jo netop booket hotel på Cocoa Beach, for at være tæt på opsendelsen af runfærgen, der skulle have været d. 29. Derfor får jeg travlt med at ringe til hotellet, og høre om vi eventuelt kan rykke vores overnatning en dag.

Da vi har booket over expedia, så kan det desværre ikke lade sig gøre. Vi overvejer derfor hvad vi så gør. Lader vi pengene gå til spilde, eller står vi tideligt op og køre tilbage til Orlando. Vi vælger sidstenævnte.

Dette betyder så at vi i en hujende hast for kastet vores ting i diverse kufferter og poser. Vi får noget mad indenbords, fyldt køletasken med is, checker ud, og så ellers af sted mod Walt Disney World Speedway. Hans Jørgen kører, jeg udfylder det nødvendige papirarbejde, og er dybt taknemlig for at jeg lyttede til min intuition om at noget var galt.

Vi ankommer i tide til banen. Vi melder vores ankomst, og Hans Jørgen for tildelt køredragt, skilt og information. Da der stadig er noget tid til klassen starter, så går vi ud og kigger på holdet inden. Der Har indtil nu ikke rigtig været tid til at glæde sig, men det kommer nu hvor vi står og ser de andre. Det ser ikke så vildt ud som frygtet.

Forventningsfulde går vi ind til klassen sammen med den anden køre og hans ledsager. Vi får nu vist en informationsvideo, får lidt information, og så skal de to køre ellers have instruktion instrumenterne i bilen, samt tilkøresel og frakørsel fra banen. Med det på plads manglede de kun sikkerhedsinstruktionerne, og så var det ellers tid til at gå ud til bilerne hvor de sidste instruktioner blev givet.

Ude i pit kom hjelm og nakkestøtte på. Der bliver lige taget de obligatoriske billeder ved bilen, og så er det ellers tid til indstigning igennem bilens indgangshul, som er der hvor ruden burde have været. Både dør og rude er nemlig sparet væk i disse krisetider. Eller var det sikkerhed?

Drivers start your engine. Wrooooooom, wroooommm og så ellers af sted

Ud af pit, rundt i det første sving, og så ellers op i fart og blive fortrolig med bane og bil. Herefter er der 8 omgange hvor pacerbilens bane skal følges i 3 billængders afstand. Jo bedre det gøres, jo højere fart. 8 omgange er det tid til pitstop. Bilens dæk tjekkes, og der gives forbed-

ringsforslag til højere hastighed.

Efter pitstoppet er det tid til de sidste 10 omgange. Det går derudaf, og efter ikke ret lang tid, så er det hele overstået. Det hele afsluttes fælles med overrækkelse af diplom, tider og tophastighed. Tophastigheden på en Kings experience er 125 mph, og den blev da også nået. Det svare til 200 km/t og det er mere end speedometeret i slæden kan klare. Vores ynkelige lille 4,6 L, V8, 224 heste kan kun nå op på 120 mph eller 190 km/t.

Efter den lidt uventede nascaroplevelse, går turen hen til mægleren på Lake Buena Vista. Her Ser vi lige en 3-2 som vi havde set var blevet sat til salg. Den ser også fin ud. Belliggenheden er ikke top, men helt acceptable. Vi beslutter derfor at byde på begge, og så herefter se hvilken en,dokumenter fra banken dagen efter.

Vi kører således mod Cocoa Beach, men stopper lige ved Kennedy Spacecenter på vejen. Det er med en lidt bitter fornemmelse at vi køre ind til centeret. Det var jo den efterfølgende dag at vi burde have set opsendelse af rumfærgen.

Vi starter besøget med en bustur rundt i området.  Her kører vi forbi assembly bygningen, hvor hver rumfærge køres hen kort efter landing, for at blive klargjort til næste mission. Bygningen er så stor, at der kan køre en stor bus ned af hver stribe i det flag som er på bygningen.

 

Det første stop på turen, det er ved en gammel opsendelsesrampe, hvor vi ser en film og model af alt det udstyr der er forbundet til rumfærgen inden opsendelse. Der er også en samt en model af assemblybygnigen vi kørte forbi, hvor der er lavet et udsnit så vi kan se størrelsen på bygning og rumfærge i forhold til hinanden.

 

Efter at have kigget på udstillingen, tager vi op på den nuværende øverste etage, hvorfra vi rent faktisk kan se sitet for opsendelserne.

 

Efter at have skumlet lidt over NASAs planlægning, bevæger vi os nedad, hvor vi ser en af hovedmotorene. De er godt nok store.

 

Vi hopper atter på bussen, og kommer efterfølgende hen i Apollokomplekset. Her starter vi med at se en video af opsendelsen af Apollo 11.

Efter showet går vi videre ud i udstillingen. Her kan vi se Apollo i fuld størrelse. Det er rigtig overvældende, og samtidig kommer vi til at tænke på Armageddon hvor Liv Tyler sidder i en af hovedraketterne. Så store er de.

Vi går rundt og finder alt muligt spændende. Bl.a avisoverskrifter fra den første månelanding, samt en rumkapsel magen til den der redder mandskabet fra Apollo 13, i ved den film med Tom Hanks.

  

Der er også forskellige månesten. Både dem vi kun kan se, men også nogle vi kan røre.

 

Endelig er der også mange forskellige rumdragter, hvor det er muligt at følge udviklingen.

  

Vi går ind til endnu et show, som denne gang omhandler selve månelandingen. Igen et godt og oplysende show.

Vi går det sidste af udstillingen igennem, og hopper så ellers på en ny bus videre mod den ISS. The International Space Station. Her se en udstilling med de moduler som stationen består af. Der er godt nok ikke meget plads, men vi er alligevel imponeret over at det faktisk er så stort. Man kan sagtens gå rundt, og det er også muligt at se funktionen i enhederne.

 

Efter udstillingen går turen videre til selve produktionen. Der hvor alt bliver samlet, testet og forseglet inden opsendelsen. Vi kan selvfølgelig ikke se det hele, faktisk ikke særlig meget, men helt klart nok til at vi kan få en idé om hvordan hele processen er.

 

For sidste gang tager vi bussen, nu skal vi tilbage til selve komplekset. Vi kom jo selvfølgelig lidt sent på dagen, så det meste er lukket ned nu, men vi kan lige nå en simuleret opsendelse. Det er en forlystelse hvor vi bliver spændt fast i stole, og så via bevægelse, lyd og grafik for en lille oplevelse af hvordan en opsendelse føles. I følge dem selv skulle det være verdens mest realistiske simulator, og godt var det da også.

Det sidste vi ser inden vi kører, det er en pensioneret Discoveryrumfærge, som vi selvfølgelig også lige er inde i. Her er godt nok ikke meget plads, og det er helt utroligt at sådan en ting kan rejse så langt.

 

Efter der starter lidt i panik,og som er så rig i oplevelser, så tager vi mod hotellet. Vi checker ind, bestiller et par pizzaer, og gør os ellers klar til næste dag hvor vi skal tilbage til Orlando og se på lejligheder med en anden dansk agent. Det kunne jo være vi fandt noget bedre, og vi er jo ikke forpligtet til at købe selvom vi har budt.