Efter lidt snakken frem og tilbage om alle mulighederne, så beslutter vi os for at tage med familien på skovtur op i Georgia Mountains for at se det højeste kaskade vandfald øst for Mississippi. Det er Amicalolo Falls og er 222 m højt.
Vi køre ca. 1 times tid, hvor der er heftigt instrueres kørsel fra bagsædet. Med et smil på læberne ankommer vi til parken. Vi køre lidr rundt, og finder så et fint sted i skyggen tæt på et lille vandløb, hvor vi kan holde vores picnic. Vi spiser vores medbragte mad, snakker lidt om stedet og om vi skal gå eller køre op til vandfaldet. Det totalt som for 9-11 år siden når vi var på udflugter. Rigtig hyggeligt, og meget familieagtigt, hvilket egentlig er meget rart når vi nu ikke har set vores egen familie i længe.
Da vi er færdige med vores madpakker, så går vi hen til den sø der er lige i nærheden.
Da vi er her, kan vi ser der ikke er så langt til foden af vandfaldet, så vi beslutter os for at gå derhen og se vandfaldet nedefra, inden vi sætter os ind i den airconditionerede bil og køre til toppen så vi slipper for de 604 trappetrin og de 1,6 km gåtur. Derfor begiver vi os ud på en lille travetur hvor udsigten er god, men det er lidt hårdt i varmen, så der er også tid til et lille hvil undervejs.
Da vi når frem er det ikke helt så imponerende som forventet, men til gengæld er der en trappe op til et bedre udsigtspunkt.
Den vælger vi at tage. Det er kun 179 trin, det burde vi kunne overkomme. Hmm yeah right tænk så lige på at det er ca. 30-35 grader. Så hårdt er det for os alle, og vi bliver da noget demotiveret når vi sådan bliver overhalet af dem der ikke ser spor påvirket ud. Men frem kommer vi, og her er udsigten tilgengæld rigtig flot.
Hmm mens vi står her og spejder op, kommer en af dem der overhalede os på vej op nu tilbage. Ej, det kan da ikke være så slemt. 425 trin. Med pauser skal vi da kunne klare det.
Vi begiver os op, og gud hvor er det slemt. Vi møder også en på vejen vi tror skal dø. Men hjælpe eller vand vil hun ikke have. Endelig for vi kæmpet os til toppen, og sikke en selvtilfredsstillelse det er.
Udsigten er igen helt fantastisk, og tror den er endnu smukkere om efteråret hvor der er alle de fantastiske farver. Vi nøjes dog lige med sommerudgaven i denne omgang.
Det er helt utroligt at dette vandfald udspringer fra sådan en stille og rolig lille bæk. Det er ikke helt til at forstå.
Nå nu fik vi jo så ikke kørt til toppen, hvilket betyder at vi så også skal gå ned. Det er gudskelov ikke så hårdt som op, men det kan da mærkes i benene, der helt ryster når de ikke bevæges. Da vi nåede første udsigtspost ser vi en af dem der overhalet os da vi gik op. Han er på vej op igen, og det er ikke nogen hemlighed at han ikke er helt ny. Vi falder i snak med ham, og det viser sig at han startede for et par år siden pga. hjertetilfælde i familien og overvægt. Han havde nu tabt sig, og gik dagligt 10 gange op og ned. Hans rekord var på 40 ture på en dag. Han havde lige været ved lægen, og de kunne ikke påvirke hans hjerte nok til at de kunne lave en effektiv test, så vi må sige det er lykkedes for ham at vende sit liv op og ned.
Efter den inspirerende samtale med ham møder vi familien nede ved bilen. Blanke af sved er det dejligt at komme ind i bilens aircondition, og trætte men tilfredse går turen nu tilbage til Roswell. Vi skal dog lige forbi Ga outlet mall på vej tilbage for at købe nogle nye kondisko til Garrett. Det lykkedes dog ikke, men tilgengæld fik Hans Jørgen 2 par mere til kufferten. Vi er således nu op på 4 par totalt.
