Dag 20: Down town Atlanta - go Braves go

Ja så blev det tid til at komme down town. Planen er at nå så meget som muligt inden vi skal mødes ved familien ved Turner Field og se en baseballkamp. For at vi ikke skulle køre i to biler hjem, så valgte vi at tage undergrundstoget  Marta ned til byen. Det vækkede godt nok mange minder.

Vi startede med at besøge Georgia Aquarium, som er lavet om og blevet rigtig godt. Da jeg aldrig havde været der heller, syntes vi det lød spændende. Det er rigtig stort og flot, og rigtig godt indrettet. Det var delt op i temaer, og ved hver tema var der så gange ind. Der var forskellige afskygninger af fisk og andre vanddyr, bl.a. en albinoalligator, kæmpekrabber, elektriske ål og piratfisk.

   

Der var også de lidt større dyr, som belugahvalen,  Hammerhaj, Black tip haj, og endelig Hajfisken, som ironisk nok er yderst fredelig og lever trods sin enorme størrelse kun af plankton.

 

Sidst men ikke mindst er der også de helt fredelige men bestemt ikke ufarlige gopler. De var også fascinerende at kigge på med de lange fangearme på den blå baggrund.

Det fede ved det her aquarium, det var at vi ikke kun kiggede på fisk gennem en rude fra siden. Vi er faktisk talt omringet af vand på alle mulige måder. Selvfølgelig er der de obligatoriske akvarier i siden, men også i loft og i gulv. Det giver bare en kanon fed effekt.

Vi slutter oplevelsen af med en 4-D film, og så går vi ellers videre over mod The World of Coca Cola. Desværre har vi brugt lige lang tid nok, så beslutter os for at gemme denne oplevelse, da vi ikke vil betale entré og så skal forhaste os igennem. Derfor nøjes vi med at kigge på tingene udefra.

  

For at komme over til CNN bygningen, så går vi igennem Centennial Olympic Park, den park hvor der sprang i bombe under OL i Atlanta 1996. Det er en rigtig hyggelig lille grøn plet, og der er en masse børn der bliver kølet af i springvandet med de olympiske ringe.

 

Vi når frem til CNN og går rundt blandt alle butikkerne. 

 

Vi diskutere lidt om vi vil på den rundvisning der er, men vi kommer frem til at vi egentlig helst bare vil tage den med ro. Vi kommer forbi en Braves fan butik, og så beslutter vi os for at vi da skal være ordentlig påklædt. Derfor går jagten nu ind på at finde to t-hrirts. Med dem i hus er vi klar til at få lidt at spise inden kampen.

Efter maden går vi hen mod Marta for at komme til Turner Field, undervejs kommer vi gennem Underground Atlanta, som er et hyggeligt lille sted med specialforretninger i ved en gammel togstation. Det skulle ifølge Gary være blevet rigtig skummelt, men jeg syntes ikke det er så slemt, men vi går selvfølgelig også bare igennem på vej ud mod bussen. Kort tid efter ankommer vi til Turner i vores fine nye trøjer.

 

Det går rigtig godt for The Braves i denne sæson, så vi går forventningsfulde op på vores plads. Det er væsentlig højere end de pladser jeg har haft de andre gange jeg har været der, men det er faktisk muligt at få et rigtig godt overblik, og så kan størrelsen af stadion også bedre fornemmes. Turner field er jo en del af det olympiske stadion. Vi ankommer i god tid, så de er stadig ved at gøre klar til kamp.

Der er løbende masser af underholdning, og der begynder også at komme flere tilskuer. Her iblandt The Ellingtons. Ved kampstart er der ikke fyldt, men eftersom det er en tirsdag aften er det okay. Der er dog slet ikke samme stemning som der er til sportsbegivenheder herhjemme, men sjovt er det.

  

Kampen endte desværre med en sejr til NY Mets, men sådan er det jo typisk at de lige skal tabe den kamp vi er inde og se.

Dag 19: Roswell - Det gamle mall.

Så er det mandag, og turen går enten down town, eller til North Point Mall, det sted hvor jeg tilbragte meget af min fritid som Au pair.

Da Garrett siden lørdag har plaget om at lave hjemmebagt franskbrød, så bestemmer vi os for at gøre det her til morgen, og så tager ud til centeret efterfølgende.

Carolyn går op og vækker ham, og vi går i gang. For at han selv kan lære det, så laver vi en portion hver, side om side.

Tålmodighed var ikke lige hans store force mere, så hævetiden var noget af en prøvelse. Vi blev dog enige om han skulle gøre sig klar, vække Brice, og så kunne vi give dem et lift ud til biografen ved centeret.

Brødet kommer i ovnen, og kort efter står den så på friksbagt franskbrød. Se det var et hit.

Efter dette køre vi ud til centeret, sætter drengene af ved biografen, og shopper selv videre. Bl.a. kommer vi forbi Avenue, som er en af mine favoritbutikker. Der er nemlig masser af fin tøj til store piger. Da vi har brugt nogle penge her, kommer tiden til selve centeret. Vi gå rundt og kigger, men køber faktisk ikke rigtig noget. Jeg ville gerne have haft en snowglobe med musik, men den butik er desværre lukket.

Vi kommer forbi en spøjs butik der hedder As seen on TV. Altså en TV-shop butik. Den bliver vi nødt til at se hvad de har af spøjse ting. Inden længe, så er Hans Jørgen således ejer af et ægte amerikansk elektronisk træningsbælte. Hi hi.

På den modsatte side af denne TV-butik, der er en negleshop, og selvfølgelig skal jeg da have kunstige negle med fransk manicure. Ej hvor blev de flotte, og hvor er de billige, men de er selvfølgelig også asiatisk lavet.

Med nye negle er det tid til at hente drengene igen. Med d em sikkert placeret i Grandpa, Bedstefar, som de jo har omdøbt slæden til, så køre vi hen mod Wallmart efter en moneyorder til fartbøden. Endelig slutter vi af med en sen frokost inden vi køre tilbage igen.

Dagen slutter med en rigtig god gang mexicansk mad, og her må vi bare sige at det altså bare er i en helt anden liga end de vi kan få i Danmark.

Dag 18: Roswell - Op og ned

Efter et par dage på farten, er det rart ikke at skulle op, pakke og afsted, så vi nyder bare at tage det stille og rolig. Vi går op og spiser morgenmad med familien på terrassen, mens vi snakker om hvilke planer vi har. Da programmet hidtil har været ret stram, så er vores idéer er sportskamp, the mall, og så down town Atlanta.

Efter lidt snakken frem og tilbage om alle mulighederne, så beslutter vi os for at tage med familien på skovtur op i Georgia Mountains for at se det højeste kaskade vandfald øst for Mississippi. Det er Amicalolo Falls og er 222 m højt.

Vi køre ca. 1 times tid, hvor der er heftigt instrueres kørsel fra bagsædet. Med et smil på læberne ankommer vi til parken. Vi køre lidr rundt, og finder så et fint sted i skyggen tæt på et lille vandløb, hvor vi kan holde vores picnic. Vi spiser vores medbragte mad, snakker lidt om stedet og om vi skal gå eller køre op til vandfaldet. Det totalt som for 9-11 år siden når vi var på udflugter. Rigtig hyggeligt, og meget familieagtigt, hvilket egentlig er meget rart når vi nu  ikke har set vores egen familie i længe.

Da vi er færdige med vores madpakker, så går vi hen til den sø der er lige i nærheden.  

Da vi er her, kan vi ser der ikke er så langt til foden af vandfaldet, så vi beslutter os for at gå derhen og se vandfaldet nedefra, inden vi sætter os ind i den airconditionerede bil og køre til toppen så vi slipper for de 604 trappetrin og de 1,6 km gåtur. Derfor begiver vi os ud på en lille travetur hvor udsigten er god, men det er lidt hårdt i varmen, så der er også tid til et lille hvil undervejs.

Da vi når frem er det ikke helt så imponerende som forventet, men til gengæld er der en trappe op til et bedre udsigtspunkt. 

Den vælger vi at tage. Det er kun 179 trin, det burde vi kunne overkomme. Hmm yeah right tænk så lige på at det er ca. 30-35 grader. Så hårdt er det for os alle, og vi bliver da noget demotiveret når vi sådan bliver overhalet af dem der ikke ser spor påvirket ud. Men frem kommer vi, og her er udsigten tilgengæld rigtig flot.

   

Hmm mens vi står her og spejder op, kommer en af dem der overhalede os på vej op nu tilbage. Ej, det kan da ikke være så slemt. 425 trin. Med pauser skal vi da kunne klare det. 

Vi begiver os op, og gud hvor er det slemt. Vi møder også en på vejen vi tror skal dø. Men hjælpe eller vand vil hun ikke have. Endelig for vi kæmpet os til toppen, og sikke en selvtilfredsstillelse det er. 

Udsigten er igen helt fantastisk, og tror den er endnu smukkere om efteråret hvor der er alle de fantastiske farver. Vi nøjes dog lige med sommerudgaven i denne omgang.

 

Det er helt utroligt at dette vandfald udspringer fra sådan en stille og rolig lille bæk. Det er ikke helt til at forstå.

Nå nu fik vi jo så ikke kørt til toppen, hvilket betyder at vi så også skal gå ned. Det er gudskelov ikke så hårdt som op, men det kan da mærkes i benene, der helt ryster når de ikke bevæges. Da vi nåede første udsigtspost ser vi en af dem der overhalet os da vi gik op. Han er på vej op igen, og det er ikke nogen hemlighed at han ikke er helt ny. Vi falder i snak med ham, og det viser sig at han startede for et par år siden pga. hjertetilfælde i familien og overvægt. Han havde nu tabt sig, og gik dagligt 10 gange op og ned. Hans rekord var på 40 ture på en dag. Han havde lige været ved lægen, og de kunne ikke påvirke hans hjerte nok til at de kunne lave en effektiv test, så vi må sige det er lykkedes for ham at vende sit liv op og ned.

Efter den inspirerende samtale med ham møder vi familien nede ved bilen. Blanke af sved er det dejligt at komme ind i bilens aircondition, og trætte men tilfredse går turen nu tilbage til Roswell. Vi skal dog lige forbi Ga outlet mall på vej tilbage for at købe nogle nye kondisko til Garrett. Det lykkedes dog ikke, men tilgengæld fik Hans Jørgen 2 par mere til kufferten. Vi er således nu op på 4 par totalt.

Dag 17: Tybee Island til Roswell: Is anybody home?

Så går turen videre mod Georgia efter en nats søvn på psyko-hotellet. Vi pakker bilen, og tager så afsted. Vi kører ind mod Savannah, hvor vi overvejer om vi skal tage på sightseeing først, men vi har jo min. 5 timers kørsel foran os, så vi vælger bare at fortsætte.

Det første stop på vores tur er morgenmaden. Vi skal have fundet et sted vi kan få noget at spise. Tilsyneladende så spiser de dog ikke i området, for vi kommer til at køre rigtig langt før der er noget i området omkring motorvejen. Endelig finder vi dog et Waffelhouse tæt på en afkørsel, og den vælger vi å. Vaffler og æg. Uhmm.

Efter endeligt at have fået noget at spise, så fortsætte vi den lange tur. Det er jo rejsens længste. Heller ikke i dag er vi forskånet for regnvejr. Så igen i dag forsøger vi at fange nogle lyn med kameraet. Det bliver så til 93 fotos i denne omgang.

Regnen kombineret med vejarbejde giver en kø, så heller ikke i dag er vi forskånet for dette fænomen, da to vejbaner begrænses til en. Vi blev i vores bane, da det var yderbanen der skulle flette ind. Vi opdagede dog hurtigt at der var rigtig mange der snød ved at køre frem og så blive lukket ind. Til sidst var det faktisk så slemt at den bagvedkørende lastbil trak ud, og herved spærrede yderbanen, da bilen bagved holdte afstand så han kunne trække ind igen. Det var ret effektivt.

Vi fortsætter vores tur som efter køen går pænt fremad mod Atlanta. Min vi køre jo også mindst 50 mph, for det skal vi jo. Det er lidt sjovt at de på deres skilte har både øvre og nedre hastighedsgrænse, men det er jo tilsyneladende nødvendigt.

Da vi nå Georgia, så kan vi se at skiltene fra vejsælgerne skifter fra Oranges til Peaches. Selvfølgelig skal vi da ind og have et par ferskner i ferskenstaten. Vi stopper ved en tilfældig sælger, for lige at se hvad det koster. Det var godt nok noget af en hillbilly. En kæmpe bonderøv med kun få tænder, der snakker så sydstatspræget og bondsk, at vi ikke kan forstå ham. Derfor lykkedes det os ikke at kommunikere at vi blot vil have 4 æbler, men ender med at få en lille kurv med nok 2-3 kg kæmpe ferskner. Inden da havde vi dog smagt dem, og de var helt vild gode, så det var de 5 $ værd som de kostede. 

Dette var sidste stop inden vi når Spearfield Tr i Roswell. Der går nemlig ikke længe så rammer vi igen en kø, og så går det ellers langsomt mod nord. Efter noget tid kan vi dog begynde at ane byen, og så begynder det at krible i maven. Især da vi nærmer os de kendte varetegn, The King and The Queen. 

Efter at have imponeret Hans Jørgen med en 7 sporet motorvej, så er vi efterhånden ganske tæt på. Vi kommer til nabolaget, og her må jeg desværre erkende at jeg efter 9 år ikke helt kan huske vejen, men vi kommer da frem til huset hvor The Ellingtons bor.

 

Da slæden er parkeret, så er dilemmaet hvilken dør vi skal bruge. Skal vi tage hoveddøren, eller bare gå ind gennem garagen, den dør jeg altid brugte. Vi kan høre der er liv fra poolen og terassen, så vi vælger at gå den vej. Ej hvor underligt. to store drenge spiller bold i poolen. Det er Brice og en ven. Det er vildt mærkelig, jeg kender ham jo slet ikke mere, det kunne lige så vel have været en helt anden. 

Efter lidt tid kommer Carolyn, og her er alt som det plejer. Vi snakker og pjatter, og ja det er i det hele taget som om jeg ikke har været væk særlig længe.  Da Gary og Garrett kommer, så er det igen gensynsglæde og undren. Helt ærlig, hvor er det vildt så meget man mister af information. Det er jo en helt ny Garrett også.

Nå, vi giver dem vores gaver. Chokoladen og termokanden vækker stor begejstring, men musikken er ikke helt deres stil. Men nu ar de noget dansk musik som er os. Lad os udbrede D:A:D, Dizzy Mizz Lizzy og Volbeat i USA.

Dag 16: Cocoa Beach-Savannah: Godt at Greenpeace ikke var her.

St. Augustine er den ældste europæiske by i USA. Den er grundlagt af Spanien som et forsvar mod de spanske kolonier. Sidenhen er der også kommet britisk indflydelse. Med sine 450 år er det dog stadig ingenting i forhold til eksempelvis Ribeds 1300 år. I Amerikansk forstand er det dog noget af en historie.

Da vi kom lidt sent ud af fjerne, så kunne vi godt se, at vi ikke kunne nå til stranden og tilbage igen, før vi skulle checke ud af hotellet, så vi besluttede os for sightseeing i denne historiske by. Vi havde dog ingen idé om hvad vi ville se, så for at få set noget, og komme videre til Savannah, så besluttede vi os for at tage en trolley tur rundt. Så fik vi da set det det skulle ses.

Vi kørte rundt og så forskellige ting, bl.a. kom vi til en lang handelsgade. Her var selvfølgelig butikker, museer, og landets ældste skole.

 

 

Efter en hyggelig gåtur op og ned ad gaden, så hopper vi på vores trolley igen. Vi køre forbi en masse historiske steder, men det der imponerede os mest var Flagler College. 

  

Det var oprindeligt bygget som et hotel, og Thomas Edisson, opfinderen af glødepæren, han havde lavet alt elektricitet der. Det viste sig at gæsterne var så bange for dette nye fænomen, at der på hotellet dengang var ansat personale til at tænde og slukke for lyset.  Ha ha helt vild sjov at tænke på.

Efter at have været rigtig historiske, så skifter vi trolleyen ud med slæden. Vi har endnu engang en længere køretur foran os, for at nå til Savannah. Da vi jo stadig ikke har været ved stranden, så satser vi på Tybee Island lige udenfor Savannah. 

Igen ankommer vi sidst på eftermiddagen, på en ø der bare ligner Rømø på en kold efterårsdag. Øde og forladt. Her var det bare ikke koldt. 

Vi forsøger at finde et hotel, men de er alle sammen optaget. Vi undre os meget, for der er vitterligt intet. Der er ikke overvældende med folk, hotellerne er ikke udpræget luksus, men der er vand og sand. 

Efter lang tids jagt lykkedes det os at finde et hotel med ledige pladser. Vi bliver dog noget overvældet over prisen. Det er et af turens dyreste, men bestemt ikke det bedste.Det ligner nærmest det fra Psyko, og vi forventer nærmest en eller anden tosse kommer og siger: "Here comes Johnny"

Der er ikke engang internet eller morgenmad med i prisen, men da det er det eneste alternativ mod Savannah city, så vælger vi det dog alligevel. Vi går op på værelset og skifter til badetøj.

Ned på stranden vi tager, og ud i vandet. Det blæser lidt, og der er advarsel om understrøm, men hey, vi er vel vestjyder, så ud i vandet vi går. Hold da op det er lige så varm som jeg husker. Det er simpelthen tæt på badevandstemperatur, hvilket kommer noget bag på Hans Jørgen. 

Vi kan godt mærke der er meget understrøm, så det kombineret med høje bølger gør at vi ikke vil ret langt ud. Så vi er ca. i vand til midt på lårene. Der kommer hele tiden masser af bølger, og det er rigtig skæg at boltre sig i dem. På et tidspunkt bliver jeg dog noget overrumplet, og jeg mister fodfæstet mellem 2 bølger.

Jeg forsøger således at kæmpe mig om, men må hurtigt indse, at det eneste jeg kan gøre er at følge bølgerne, og lige få luft i stedet for at kæmpe. 2-3-4 bølger, så ligger jeg knap så yndefuld med røven i vejret og badedrageten noget trukket op bagi. Barmen er tæt på at falde ovenbords, og jeg sprutter som en gal pga. den grimme saltvandssmag. Gudskelov at Greenpeace ikke var i nærheden, for så var det da blevet til en hel Red Willy situation.

Med mig anstændig og vel på benene er det dog ud i vandet igen mens vi griner godt og grundig af episoden. Vi er nu i den aparte situation at vi står i varmt havvand, bølgerne bruser omkring os, og så kan vi nyde solnedgangen fra vandet over landet. Det er da noget omvendt må vi sige. 

Da solen hænger lavt stiger vi op fra badet og går tilbage til vores Psyko-hotel. Vi skyller os, klæder om, og tager således ud at spise. Igen må vi undres, for end ikke kl. 21 fredag aften er der gang i den, og der er reelt set kun 2-3 steder at spise på øen, altså hvad vi kan se. Nok ikke et sted vi vælger igen en anden gang, men vi fik badet, og heldigvis uden kamera.

Dag 15: Cocoa - Orlando - St. Augustine. On the road again.

Ja da var jo en aftale i Orlando der skulle overholdes, derfor er vi nødt til at forlade Cocoa Beach uden at have været på stranden. Vi starter dog med at ringe til banken angående den check der skal vedlægges vore 2 tilbud. Det viser sig at banken ikke kan udstede checks uden at have en specifik modtager. Derfor skal vi have fat i Michael, vores mægler, for at se om det er muligt at gøre noget andet.

Vi sidder derfor fast på værelset og venter på at han ringer tilbage. Tiden går, og vi bliver mere og mere presset. Vi begynder at pakke mens vi venter, en henter morgenmad osv. Vi kan se vi ikke når til Orlando i tide, så vi forsøger også at kontakte vores danske mægler, dog uden held.

Endelig ringer Michael. Han og hans forretningspartner har besluttet at de udsteder den check vi mangler, da det jo kun er formalier, og ikke en der ren faktisk skal eller kan indløses. Med dette på plads, så sætter vi retningen mod Orlando igen. Ganske som beregnet nåede vi desværre ikke vores aftale, og især jeg har det rigtig dårlig med det. På den anden side har vi jo aldrig mødt manden, vi har budt på to lejligheder, og vi har forsøgt at kontakte ham, så der er ikke andet at gøre end at glemme skyldsfølelsen, og finde på noget andet.

Vi beslutter os for at kører ud og shoppe noget mere, så vi kører hen i et andet outlet mall. Her støder vi godt nok ind i noget af et luksusproblem, for der er ingenting de har der som vi vil have, som vi ikke allerede har købt. Hm underlig fornemmelse.

Vi beslutter os for at køre ud at spise, inden dmet er tid til at få skrevet de to aftaler under. Det bliver endnu engang til burgers, denne gang på Steak n' shake.

Da vi har spist kører vi for sidste gang i denne omgang mod Lake Buena Vista Resort Village and Spa. Vi mødes med Michael, og gennemgår kontrakterne slavisk for punkt til punkt. Da vi endelig er færdig føler vi os  godt tilpas og sikre, så vi skriver under på to bud. En 2-2 på 11 sal med udsigt over piratpoolen, og en 3-2 med udsigt over den lille pool. Flere timer er nu gået, og vi sætter nu kursen mod stranden i St. Augustine, for vi vil bade.

Det viser sig at være lettere sagt end gjort, da vi for første gang på hele turen kommer til at holde i seriøs kø. Det tager bare rigtig meget tid, og så bliver det jo ikke bedre af at det begynder at styrte ned, lige som trafikken begynder at løsne lidt. Vi opdager at tiden kan bruges til en nu sport. Forsøg at fang et af de mange fantastiske lyn med kameraret. Efter utallige forsøg har vi tossemange billeder som dem herunder. 217 faktisk, men intet med et lyn, men tiden gik da mens vi kørte derudaf.

  

Efter lang tids køren, så når vi til St. Augustine. Her vil vi forsøge at finde et hotelværelse for 2 nætter på stranden, da vi jo er kommet sent den aften, og derfor gerne vil bade dagen efter. Vi tager hen til et af hotellerne fra kuponhæftet, men det tilbud er desværre udløbet. Desuden er det torsdag og fredag vi vil have, så det et dyrere. Vi følere os snydt, og forsøger derfor at finde noget andet. Det er trods alt en total død ø, så det burde da være muligt at finde noget. 

Det vil sige at det troede vi, for det var det bestemt ikke. Vi beslutter os for at tage tilbage til fastlandet. Her finder vi et værelse, og vi beslutter os for vi kun vil bruge en nat, for så kan vi tage til Savannah dagen efter i stedet.

Vi checker ind på værelset, og skal selvfølgelig lige lade vandet, inden vi går ned fællesstuen ifor at varme vores restpizza. På toiletter får vi os en vældig fin overraskelse i form af en grisevarmer. Om formålet er at varme rummet om vinteren, eller om det er meningen den skal fungere lidt som sauna, det finder vi aldrig rigtig ud af, men spøjst er det. Og varmt selvfølgelig.